Browsed by
Author: Peter Fischer-Nielsen

Hverdagen er på vej – salmer til trinitatis

Hverdagen er på vej – salmer til trinitatis

En ørken er et håbløst sted,
vi alle kan havne i.
En nat kan blive ved og ved,
når tankerne slippes fri.
Forbarm dig – sæt en kobberstage
med nattelys på ørkendage.

(Salme til trinitatis søndag)

Jeg er i øjeblikket i færd med at skrive salmer til trinitatis. Den lange periode i kirkeåret, der ofte benævnes kirkens hverdag.

Oven på de tre store fester – jul, påske og pinse – er det nu tid til at sætte fokus på, hvordan vi skal leve i verden på baggrund af festernes gode budskaber om, at Gud er kommet til os.

Den faste, jeg ønsker, er,
at du løser de gnavende lænker
og kæmper for menneskers frihed,
at du deler af det, som jeg skænker.
Da skal dit lys bryde frem!

(Salme til 1. s. e. trinitatis)

Indtil videre har jeg skrevet salmer til de ni første søndage. Tekster, noder og lydfiler kan findes i salmeoversigtens trinitatis-sektion.

Syng dem gerne, hvor de kan gøre gavn. Og fortæl mig gerne om, hvordan de måtte finde anvendelse rundt omkring.

Et festbord er dækket i verden,
det står lige der, hvor du bor.
Kom, sæt dig og smag på det hele,
Guds rige er kommet til jord!

(Salme til 2. s. e. trinitatis)

Tango: Du holder fest i os

Tango: Du holder fest i os

Hvert år samles salmeskrivere og komponister til salmedage i Haslev. Også i år blev salmedagene afsluttet med salmefest i en propfyldt Haslev Kirke.

Her blev blandt andet min nye salme “Du holder fest i os” sunget.

Du holder fest i os
din sol går ind i sindets celler
og tænder nye håb
i modløshedens mørke kælder
det er i lys dit rige kommer
som flammeord i natten

du holder fest i os
og kaster korn i vores indre
på troens gyngegrund
hvor du får fat blir frygten mindre
det er i kraft dit rige kommer
som frø der stædigt spirer

Melodien til salmen er skrevet af Hans Dammeyer – og det er en dejlig tango.

Du kan få et indtryk af melodien ved at lytte med her på en håndholdt optagelse fra Haslev Kirke.

Alle salmens fem vers og noder kan hentes her.

God fornøjelse med at bruge den!

Ny havsalme: Ved havet er jeg lille

Ny havsalme: Ved havet er jeg lille

Salmen er vokset frem ved Vesterhavet, hvor havets og himlens storhed råder. Her bliver man sat på plads på den gode måde. Man opdager, at man bare er en lille del af et enormt skaberværk og en uendelig historie.

Ved havet er jeg lille
og Gud er stor
midt i det barske vilde
kommer jeg med byrder
til sandets alterbord

I det evighedsperspektiv, som havet og himlen tegner, kan også byrder og bekymringer opleves mindre. Det er let at føle sig lidt tættere på Gud ved havet, og bøn har gode muligheder for at vokse frem.

og bøn kun himlen hører
må vokse frem
når skaberkraften rører
den der står på kanten
til evighedens hjem:

Vesterhavs-maleren Jens Søndergaards ord har klinget med som inspiration i salmen: “Herude er der ingen dum idyl. Barskheden, storheden hersker og vil altid herske herude.” I salmen bliver stormen til en domsvind, der får dumhed og stolthed til at falde.

lad havet sluge grådigt
mit stolte sind
men gør det også nådigt
så kun dumhed vælter
i dommens vestenvind

Og solnedgangen, der kan opleves ganske guddommelig, bliver et vidnesbyrd om Guds nærvær og omsorg.

lad solnedgangens flammer
forklare dig
må lyset når det rammer
lægge sig i hjertet
og vise mig en vej

Salmen slutter med en reference til den bibelske historie om vandringen på søen, hvor Jesus går på det oprørte vand ud til sine rædselsslagne disciple. I salmen er det “mine bølger” han går på – og mig, der bliver set som “en bror” trods min tilsyneladende ubetydelighed i det store perspektiv.

ved havet er jeg lille
og Gud er stor
jeg takker dig som ville
gå på mine bølger
og se mig som din bror.

Kristian la Cour har skrevet en smuk melodi til teksten.

Klik her for at hente TEKSTNODERLYDFIL

Guds dom er forår

Guds dom er forår

Salmen er skrevet til salmedage i Haslev 2024, hvor temaet var dom og tilgivelse.

Da jeg nogle smukke tidlige forårsdage i marts skrev teksten, var det svært at komme i domsstemning. Derfor valgte jeg at undersøge, om det var muligt at skrive en kombineret doms- og forårssalme.

Skal vi sætte en årstid på dom, vil vi nok oftest vælge efterår eller vinter, idet vi tænker på dom som afslutning. Men prøver vi at lade foråret præge vores domsforståelse, åbner vi op for, at dommen måske mere er begyndelse end afslutning – at dommen er det, der sender vintermørke og -kulde på flugt, så nyt liv – livet i Gud – kan spire frem.

Guds dom er forår
et nådelys der åbner alle skygger
i vinterfrosne sind
går sejrssolen ind
og heler det som mørket slog i stykker

Guds dom er forår
et lærkeperspektiv på verdensvreden
fra himlen lyder vildt:
stop op – dit had er spildt
kun glæden skal bestå i evigheden

Erling Lindgren har sat en smuk og velegnet melodi til teksten.

Hent her noder og alle salmens fire vers – og lyt her til melodien.

Allehelgen: Vi husker dem, som var lys for os

Allehelgen: Vi husker dem, som var lys for os

Ved gudstjenesten allehelgen er der i mange kirker tradition for navneoplæsning og lystænding. Det er udgangspunktet for den allehelgenssalme, som jeg har skrevet. Her lyder det i første vers:

Du kan hurtigt sige et navn –
en død blandt utallige døde.
Men langsomt må du leve dit savn
og komme din sorg i møde.
Hvert navn er gemt i Guds kærlighed.
Hvert savn må stædigt søge fred
i evighedens løfte.

Salmen er blevet til i samarbejde med min morbror Werner Fischer-Nielsen. Et allehelgensrim, som han havde forfattet til oplæsning i sin kirke, blev inspirationen til min salmetekst. Efterfølgende har han sat melodi til salmen.

Salmen sætter fokus på den tid, det tager at leve med sin sorg og sit savn, som slet ikke er overstået med de korte ritualer, vi har ved begravelsen og allehelgensmarkeringen.

Du kan hurtigt tænde et lys
og takke for alt, mens det skinner.
Men langsomt må hvert ord, smil og kys
forvandles til smukke minder.
Vi husker dem, som var lys for os
og tror, Guds lys vil skinne trods
al mørke her i verden.

Igennem alle salmens tre vers er evighedshåbet og troen med. “Hvert navn er gemt i Guds kærlighed” lyder det i første vers. I andet vers bekender vi en tro på, at “Guds lys vil skinne trods al mørke her i verden”. Og i tredje vers synger vi:

Du kan hurtigt sætte en sten
og pynte med blomster og kranse.
Kun langsomt kan de sorgtunge ben
bevæges af nye danse.
Når du står lammet på sorgens sted,
så lover Gud, at han går med
i liv og død – for evigt!

Noder til salmen kan hentes her.

Det er muligt at lytte til en klaverindspilning af salmen her. Det er Kristian la Cour, der spiller.

Teksten kan hentes som pdf-fil her.

Novembernat

Novembernat

Salmen er skrevet efter en natlig vandretur i skovene ved Højbjerg i Midtjylland. Salmen tager udgangspunkt i de tanker, man kan skubbe til side i løbet af en travl dag, men som pludselig kan dukke op igen, når der bliver ro.

Jeg går en tur i skoven
en våd og kold novembernat
alene med de tanker,
jeg fik tilsidesat.

Salmen beskriver, hvordan den ensomme vandring i skoven kan åbne op for et møde med den Gud, der ifølge Salme 139 ikke opfatter mørket som mørke, men ser lige så klart på natten som på den lyse dag.

Jeg frygter ikke mørket
jeg ved, der i mit åndedrag
er ilt fra Ham, som siger,
at natten er som dag.

I skoven må man gå varsom, hvis man ikke skal falde. Man må løfte hænderne for at famle sig frem og undgå at få grene i øjnene. Det bliver i salmen til en form for overgivelse, der indimellem kan være nødvendigt, også hvis vi billedligt talt går rundt i mørke.

Jeg må gå ganske langsomt
hvis jeg skal finde nogen vej.
Jeg løfter mine hænder
og overgiver mig.

Salmen slutter, næsten hvor den startede. Men nu flyver tankerne ikke længere rundt i hovedet. De har sat sig fast i skovens brombærkrat. En vandring i skoven har bragt ro på tankerne!

Jeg gik en tur i skoven
en våd og kold novembernat.
Nu hænger mine tanker
i skovens brombærkrat

Kristian la Cour har skrevet en smuk og enkel melodi til salmen. Se her hans indspilning af salmen fra et flygel på Askov Højskole.


Find hele teksten her.
Find klavernoder her.
Lyt til klaverindspilning af Kristian la Cour her.

Dåb: I vand fra en kilde

Dåb: I vand fra en kilde

Min nye dåbssalme “I vand fra en kilde” prøver at sætte nye ord og billeder på dåbens gamle mysterium.

I vand fra en kilde så svimlende dyb, at den altid vil springe
og styrke det liv, der er nyt og de liv, der har været her længe
med håb for i morgen trods alt, hvad en fremtid kan bringe –
døber vi dig nu!

Gennem salmens fem vers beskrives dåben som en livgivende kilde og som et par gavmilde faderhænder, vi lægger vores barn i. Korstegnet for bryst og pande nævnes i vers 3 som tegnet på den godhed – eller den nåde – som vi døbes til at tilhøre.

Med korsmærkets stærke, usynlige streger for brystet og panden,
som ordløst fortæller et kærlighedsbudskab langt over forstanden
om godhed, der flyder hver dag fra et fad fyldt til randen –
tegner vi dig nu!

Salmen peger på, at dåben også er indgangen til et fællesskab. Et liv er som en kort sætning i en tyk bog, hvor de, der gik foran, også har deres plads. Vi bliver mindet om, at vi er en del af en sammenhæng, og at selv dem, der er glemt af os, er husket hos Gud.

I bøger så tykke, at livet, du lever, blot fylder en sætning,
som står efter linjer om dem, der gik foran og gav dig en retning
og dem, som vi glemte, men stadig har evighedshæftning –
favner vi dig nu!

Den erfarne komponist og organist Christian Præstholm har skrevet en smuk melodi til salmen. Noderne kan hentes her – og det er muligt at lytte til melodien her.

Læs hele dåbssalmen her

    Tag mig i hånden – en ny kærlighedssalme

    Tag mig i hånden – en ny kærlighedssalme

    Med inspiration fra Højsangen i Det gamle Testamente har jeg skrevet en ny kærlighedssalme, der oplagt kan synges til et bryllup – men også ved andre lejligheder, hvor kærligheden mellem to mennesker skal fejres.

    Tag mig i hånden, kom, lad os vandre
    i de ældgamle kærlighedshaver.
    Undgår vi fristelsen til at forandre,
    kan vi åbne hinanden som gaver.
    Du er slet ikke som mig,
    det er det, der er smukt ved dig.
    Når forskelle blomstrer, kan kærlighed gro!

    Mads Granum har skrevet den særdeles levende melodi til salmen. Han har tidligere skrevet melodier til en lang række sange og salmer – blandt andet Lisbeth Smedegaard Andersens smukke sang “Du spø’r mig om håbet”, der vandt Folkekirkens Nødhjælps sangkonkurrence i 2022.

    “Tag mig i hånden” skildrer kærligheden, som den folder sig ud mellem to mennesker, der elsker hinanden, og som gennem hverdage med medgang og modgang smelter sammen til enhed – uden at blive ens.

    Salmen slutter med en bøn til Gud om, at også han må tage os i hånden og lære os at elske med en kærlighed, der tror, håber og udholder alt – en reference til Kærlighedens Højsang i Det nye Testamente:

    Tag os i hånden, kærligheds skaber
    på en vandring i skiftende vinde.
    Selv når vi snubler og frygter vi taber,
    er der veje, vi endnu kan finde.
    Kærlighed udholder alt,
    tror og håber, hvis det går galt.
    Kom, elsk os, og lær os at elske igen!

    Se hele teksten herlyt til melodien – og hent noder her!

    Mens andre træer springer ud

    Mens andre træer springer ud

    Mens andre træer springer ud,
    og forår har sit gennembrud,
    så står der på en bakketop
    et vintertræ med livløs krop.

    Påskesalmen “Mens andre træer springer ud” (2023) rummer temaer fra både langfredag, påskedag og anden påskedag.

    Hent tekst, noder og lydfil på salmeoversigten her

    I forårstiden skiller Golgatas dødstræ sig ud fra de øvrige. Selvom korset er ubegribeligt, er det alligevel her, der er hvile og aflastning at hente.

    Jeg klatrer op på træets gren
    og hviler mine tunge ben.
    En mild og nådig forårsvind
    er kors- og kærtegn på min kind.

    Pludselig bryder påskedag frem, træet bliver levende, og jeg bliver løftet ned på livets vej. Jesus møder mig som den opstandne og går med mig, som han gik med disciplene på vejen mod Emmaus. Og han føder – midt i livets skyld, frygt og afmagt – en opstandelsestro i mig.

    Og stærke vinger løfter mig
    fra træet ned på livets vej.
    Her ser jeg Jesus stå og le –
    han bobler af opstandelse!

    Da salmen dækker flere dage i påsken, kan den fint synges både langfredag, påskedag og anden påskedag. Man kan evt. bruge den som en gennemgående salme i påsketiden.

    Torsten Borbye Nielsen har skrevet en meget smuk melodi til salmen. Han har også lavet en indspilning på guitar, som kan ses og høres her.

    Et år med krig i Ukraine

    Et år med krig i Ukraine

    Du, som har lidt,
    og som har mistet det hjem, der er dit,
    tårerne løb, da du sagde farvel
    til dem, du elsker dybt i din sjæl,
    du er velkommen her i mit hus!

    I dag er det præcist ét år siden, at Rusland indledte en ulovlig angrebskrig mod Ukraine.

    Kort efter invasionen skrev jeg salmen “Velkommen i mit hus”. Salmen handler om Guds gæstfrihed og kirkens rum som et sted at hente trøst, mod og tilgivelse. At det er Gud, der taler, bliver særligt tydeligt i det sidste vers, hvor lignelsen om den fortabte søn bringes ind i salmen.

    Du, som er mit
    elskede barn, du har kæmpet og stridt,
    du var som død, men nu dækker jeg bord,
    sæt dig til rette – spis med din bror,
    du er velkommen her i mit hus!

    Samtidig med at vi, som synger med, kan opleve os tiltalt i forskellige vers, kan Guds gæstfrihedsord forhåbentlig også smitte af på og inspirere os til selv at udvise gæstfrihed.

    Salmen har to melodier. Den første er skrevet af Thomas Emil Horneman-Thielcke. Her er det hans datter, der synger første vers.

    Siden har også Torsten Borbye Nielsen skrevet en smuk og stemningsfuld melodi til teksten.

    Tekst, noder og lydfil kan hentes på salmeoversigten (nederst)