Prædiken til Kristi Himmelfart – 14. maj 2026

Kristi Himmelfartsdag er ikke en særlig folkelig helligdag.

Skulle der engang komme en ny regering –skulle den få lyst til at afskaffe endnu en kristen helligdag – og skulle valget falde på Kristi Himmelfart – så ville der ikke engang være de varme hveder til at holde mindet om helligdagen i live.

Men jeg har læst mig til, at der tidligere har været folkelige skikke knyttet til Kristi Himmelfart.

Én tradition gik ud på, at man derhjemme hejste en kristusfigur op gennem loftet – og når den var forsvundet deroppe, kom der pludselig en kurv den anden vej ned igen – fyldt med kager og søde sager.

Om det er muligt at genindføre sådan en skik, ved jeg ikke. Men det er jo ikke helt utænkeligt, når den nu involverer noget godt til maven.

I al sin enkelthed siger skikken i hvert fald meget godt og pædagogisk, hvad det er, vi er samlet om i dag, når vi fejrer Kristi Himmelfart.

Helligdagen handler om at vente på, at et pludseligt fravær skal blive fyldt af et nyt nærvær og nye velsignelser.

—

Kirkeårsmæssigt befinder vi os stadig i efterdønningerne efter påsken.

Disciplene er kommet sig over overraskelsen og chokket – at Jesus, der var død, kunne blive levende igen.

Og de er begyndt at tænke, at det så måske er nu, at det nye Guds rige skal bryde igennem for alvor. At det er nu, Jesus vil sætte sig på tronen og bringe orden i alt.

Men så rammer et nyt chok dem.

Jesus bliver pludselig taget fra dem. Han farer til himmels. Og tilbage står de. Glade, læser vi, men nok også lidt chokerede og måske en smule skuffede.

Var det virkelig det? Hvilket antiklimaks!

Disciplene kender endnu ikke hele historien. De ved ikke det, som vi ved, at pinse er lige om hjørnet, og at Jesus godt nok er faret til himmels, men at han vil komme tilbage igen på en ny måde – som Helligånden – som en ny universel kraft, et nyt nærvær.

Lige nu står disciplene bare med en tomhed, en undren og en smerte over, at deres ven og mester nu igen er taget fra dem.

—

I den første af de to himmelfartsberetninger, vi har hørt i dag, siger englen lidt kontant til disciplene:

”Hvorfor står I og ser op mod himlen?”

Det er vel indlysende for de fleste. Men englene vurderer alligevel, at disciplene nu har brug et skub for at komme videre i historien. Englene vil have dem til at bevæge sig.

De skal ikke stå og stirre – for lige om lidt skal de ud at fortælle om alt det, som de er blevet betroet gennem deres vandring med Jesus.

Det kan vel også være en fare for os:

At vi bliver så optagede af at stirre op mod himlen, at vi bliver verdensfjerne og glemmer, at vi er her på jorden af en grund.

Og at vi ikke bare er her for at pleje et guldmedlemskab af Klub Kristen – men at vi har en mission, en opgave, at udføre i verden.

Men der er også en anden fare, som jeg egentlig tror er større i vores tid:

Nemlig at vi slet ikke giver os tid til at kigge op. At vi bare skynder os at fare afsted. Uden at vente og uden at bede.

—

Når vi kommer til pinse, begynder kirkens mission. Det er der, disciplene forlader deres trygge hovedkvarter og går ud i Jerusalems gader for at forkynde om Jesus på alverdens tungemål.

Men så langt er vi ikke kommet i dag til Kristi Himmelfart.

I dag skal vi ikke tage pinsepligterne på forskud. I dag må vi gerne tænke, at det nok går an at være lidt i venteposition, før vi skal i aktion med det ene eller det andet.

Disciplenes ventetid skal bruges i Jerusalem, i templet, i bøn og lovprisning. De skal ikke fare ud på gader og stræder endnu – de skal først vente og være inaktive, før de skal ud og være aktive.

Jeg har det seneste års tid lært vestjyder at kende som et handlende folk. Man er vant til at træde i arbejdstøjet for sogn og lokalsamfund. Man venter ikke på, at nogen kommer og løser problemerne for en.

Det er der rigtig meget godt i!

Utrolig meget bliver udrettet med den indstilling. Og andre landsdele kunne helt sikkert lade sig inspirere. Men i dag bliver vi alle sammen – vestjyde eller ej – opmuntret til også at huske at stå stille og vente.

I stedet for altid selv målrettet at gå i gang med at fylde vores kurve med de velsignelser, som vi selv finder relevante, og som vi selv kan producere, må vi gerne stoppe op, vente lidt og lade os overraske af, hvad Gud har tænkt sig at fire ned til os fra sit himmelloft.

—

Jeg spurgte engang en ortodoks kristen rumæner, hvordan han ville beskrive forskellen mellem sin kirke og vores.

Han tænkte sig om et øjeblik og sagde så:

”Den største forskel er nok, at I tænker, før I beder. Vi beder, før vi tænker.”

Det kan der måske være noget om!

I vores gennemrationelle og effektive samfund har vi ikke meget tid til at stå stille og kigge op efter svarene.

Vi har ikke meget tid til at folde hænderne og bede og vente. Alting skal gå hurtigt, og der skal helst ikke være spildtid. Vi vil hellere tænke os til svarene og handle derefter end at lægge spørgsmålene i hænderne på en guddommelig magt.

Disciplene kunne ikke regne ud, at Jesus ville komme tilbage til dem med pinseild. Og de kunne da slet ikke forestille sig, hvordan det ville komme til at forvandle deres liv for altid.

Og det er netop sådan, det også er, når vi kigger op og beder Gud om at fylde vores kurve.

Vi kan ikke regne ud, hvad der vil blive lagt i dem. Det er uforudsigeligt og uden for vores kontrol. Vi kan måske endda tænke: hvad nytter det – for vi ved præcist, hvad vi har brug for og har kalkuleret, at det kan Gud alligevel ikke give os.

Men måske er det lige netop det, som vi har godt af i vores gennemkontrollerede og handlingsmættede samfund: at åbne vores sind og hænder, slippe kontrollen, lade os overraske – og lade Gud fylde vores kurve med det, som han ønsker at give os.

—

Vi har ikke stået med disciplene og kigget op mod himlen og set Jesus forsvinde i skyerne. Men vi kender alle til at opleve fravær.

Mennesker, der er forsvundet ud af vores liv af den ene eller anden grund, og som vi har svært ved at forestille os et liv uden.

Kræfter, der er forsvundet fra os på grund af alder, sygdom eller andre omstændigheder.

Eller tro og håb, der er gledet os af hænde på grund af ting, vi har oplevet eller skuffelser, som vi er rendt ind i.

Dagens evangelium til os, der har oplevet fravær er, at det går an at blive lidt i ventetiden.

Det går an at se op. Det går an at bede uden at kende svarene. Det går an at stå stille for at se, hvad Gud vil møde os med.

Jesus er steget op. Jesus har forladt et sted på jorden for at kunne være nærværende alle steder.

Hvad det nærvær betyder, finder vi først ud af, hvis vi giver os selv lov til at vente og bede – og se op – lidt endnu.

Amen

---

Prædiken til anden søndag efter påske (II) – 19. april 2026

En amerikaner, en inder, en etiopier og en vestjysk turist går ind i en kirke …

Det kunne lyde som indledningen til en dårlig vittighed, men det er faktisk begyndelsen på en oplevelse, som jeg havde i sidste uge.

Oven på påsken havde min kone og jeg en uges ferie. Og vi var opsatte på at finde et sted med sol og varme – så vi drog sydpå.

Helt til Svendborg!

I løbet af ugen faldt mine øjne på en annonce for en meditationsandagt i en af byens kirker, og jeg valgte at møde op.

Fem personer – med hele fire forskellige etniske baggrunde – havde taget invitationen til sig. Og nu sad vi der i kirken for sammen at lytte til Guds stemme.

—

Solen skinnede den dag i Svendborg. Det var måske en af grundene til, at vi var så lille en flok.

Længslen efter at høre Guds stemme tror jeg i hvert fald bor i mange af os moderne mennesker, uanset om vi kan finde på at bevæge os i kirke eller ej.

Verden har mange stemmer, og vi bliver hver eneste dag konfronteret med dem fra mange forskellige sider.

De taler i munden på hinanden om krig, magt, verdensorden, økonomi, klima, politik, sundhed og meget, meget mere.

Vi må dagligt overveje, hvilke stemmer vi bør lytte til, og hvilke stemmer vi gør klogt i at vende det døve øre til eller måske ligefrem aktivt modsige.

Og som et troende eller søgende menneske kan vi også spørge os selv:

Er der en Guds stemme midt i det hele – en stemme, der kan lede os trygt og godt gennem vores tilværelse?

—

Andagten i Svendborg viste sig at have et ganske enkelt format: En kort bøn. Tyve minutters stilhed. Og til sidst igen en kort bøn.

Der var ingen prædiken. Ingen store ord. Ingen stærke og overbevisende stemmer.

Men det paradoksale er, at det nogle gange er i stilheden, at man hører Guds stemme allertydeligst.

Når man har skruet ned for alle input, al ydre larm, al aktivitet – ja, så er det som om, at tilværelsens allerdybeste stemme kan træde klarere frem.

Måske er stilheden et godt sted at starte, hvis vi gerne vil høre Guds stemme. Om det så er her i kirken. Ude i naturen. Eller hjemme i stolen.

—

Det at høre Guds stemme er også omdrejningspunktet for dagens evangelietekst.

Jesus går rundt på tempelpladsen i Jerusalem. Der er en truende stemning. Det er vinterkoldt, og vi hører, at der bliver slået ring omkring ham.

Spørgsmålet, der trænger sig på for hans samtalepartnere, er dette:

Når vi hører din stemme, er det så Gud, der taler – eller er det en dæmon? Hvad kan vi i grunden regne med?

Vi kender måske rådvildheden fra os selv eller fra mennesker omkring os. De stemmer, vi hører så mange af – hvor kommer de fra?

Er det stemmer, der vil os det godt eller stemmer, der vil skade os? Hvordan kender vi ”den gode stemme” blandt alle de andre?

I dag peger Jesus på to kriterier, som vi kan bedømme ham på.

Det første er hans handlinger – hvad han har gjort. Er han bare en imponerende stemme, eller har han noget at have sine store ord i?

Vi skal ikke bladre langt tilbage i Bibelen for at blive mindet om Jesu handlinger: Vi møder ham som den, der bespiser de sultne, helbreder de syge og ser de marginaliserede.

Og vi skal ikke mere end to søndage tilbage i kirkeåret for at blive mindet om Jesu ultimative handling: I påsken møder vi Jesus som den, der går i døden for os for at bryde dødens magt.

Handlinger siger noget om et menneske. Og de siger noget om Gud.

Jesus er ikke bare den Gud, der er på hyggelig skovtur med sine får i de grønne enge og ved det stille vand, som vi læste om i Salme 23.

Nej, Jesus er den Gud, der med en hyrdes frygtløshed kæmper for os mod ulve og andre fjender. Med livet som indsats.

Det er sådan, vi også må bedømme verdens stemmer. Er det bare store ord, som prøver at imponere os med veltalenhed – eller bunder ordene i en synlig handlende kærlighed?

—

Det andet kriterie, som Jesus peger på, handler om stedet, han leder sine får hen:

Jesus siger, at han leder dem til evigt liv. De skal aldrig gå fortabt. Ingen skal rive dem ud af min hånd!

Guds stemme leder ikke til fortabelse og død. Guds stemme leder til liv, tryghed og fred.

Det er vel at mærke ikke et løfte om en problemfri tilværelse, men et løfte om, at vi hos Gud kan finde det, der vil bære os igennem tilværelsens mange omskiftelige forhold. Igennem død og til liv.

Igen er det et kriterie, som vi også kan have i baghovedet, når vi lytter til verdens mange stemmer.

Hvor leder de os hen? Leder de os mod liv, fred og tryghed? Eller leder de mod splid, splittelse og død?

—

Men kan vi blive endnu mere konkret?

Hvordan kan vi lytte til Guds stemme i dag, når vi ikke har mulighed for at omringe Jesus og gå ham på klingen i Salomos Søjlegang?

Det sad jeg også og funderede over den dag i kirkens stilhed i Svendborg.

På et tidspunkt åbnede jeg øjnene og kiggede op. Vi sad helt oppe i kirkens kor lige foran døbefonten.

Og da jeg så op, blev jeg mindet om de mange steder, vi har i kirkerummet, hvor Guds stemme taler til os generation efter generation.

Jeg kunne se døbefonten, hvor Guds allerstørste ord bliver sagt: Du er mit barn! Jeg er med dig alle dage! Du tilhører mig! Mit rige er dit!

Jeg kunne se knæfaldet, hvor vi søndag efter søndag får lov at høre Guds stemme sige til os, at vi er tilgivet.

Og på kirkens altertavle kunne jeg læse påskens evangelium – at graven er tom – Jesus er opstået fra de døde og lever.

Da jeg kiggede til siden, kunne jeg se mine medmennesker og medkristne sidde ved siden af mig. Jeg vidste ikke, hvem de var, men jeg blev mindet om, at Guds stemme også lyder til mig igennem dem.

Mere kompliceret behøver det måske ikke være. Der er mennesker, der hører Guds stemme på helt særlige måder. Det må være ganske fantastisk.

Men vi, der ikke har så direkte en kommunikationskanal til Gud, må glæde os over alle de steder, hvor Guds stemme alligevel lyder stærkt til os.

I dåben, i nadveren, i Bibelens ord, i fællesskabet – blot for at nævne nogle af de mest åbenlyse.

—

Efter en halv time i kirkens stille rum bevægede jeg mig atter ud i Svendborgs gader.

På vej ud fik jeg en sidste opmuntring, som jeg også vil dele som det sidste med jer i dag.

På væggen hang der en træskulptur af kirkekunstneren Niels Helledie. Den forestiller en hyrde, der bærer et lam. Jeg har sat et billede af den ind i sangarket, så I kan se den.

Kigger man efter, vil man se, at det ikke er en helt almindelig hyrde.

For hyrden har horn. Det er ikke bare en hyrde, der er på arbejde og får sin løn for at passe på fårene, indtil de en dag skal blive til uld og aftensmad.

Nej, det er en hyrde, der også er vædder – der også er far til fårene.

Og lægger man mærke til hyrdens hænder, vil man se, at der er sårmærker.

Igen: Det er ikke bare en lønmodtager på arbejde. Det er Jesus Kristus, der går i døden for sine får.

Kristus er hyrden, der leder med en fars og en brors kærlighed. Han leder os ikke mod slagtning, men mod tryghed og fred.

—

En amerikaner, en inder, en etiopier og en vestjysk turist gik ind i en kirke …

Og i dag er det os, der er gået ind i en kirke. Med de forskelligheder vi har. Og sammen prøver vi på at lytte til Guds stemme.

En stemme, der nogle gange træder tydeligst frem, når vi er stille.

En stemme, vi kan kende på den handling, den repræsenterer.

En stemme, vi kan bedømme på, hvor den prøver at lede os hen.

Og en stemme, der ikke tilhører en beregnende lønmodtager, men en kærlig far.

Amen.

---

Prædiken til påskedag (II) – 5. april 2026

Lige nu kan man på Danmarks Radio se præsten Poul Joachim Stender og kokken Claus Meyer vandre rundt i deres barndomsminder på Lolland-Falster, mens de taler om livets store og små spørgsmål, kommer i snak med mennesker – og naturligvis – laver mad.

Det er nogle på mange måder bevægende programmer. Vi kommer tæt på hovedpersonerne selv, men vi hører også en række andre livshistorier, som gør indtryk.

Og skal man her påskedag sætte én overskrift på de historier, som vi møder i programmerne, kunne det være:

Opstandelse!

Claus Meyer fortæller om sit eget kærlighedsløse barndomshjem, hvor luften er tyk af bebrejdelser og irettesættelser. Men takket være en kærlig bedstemor og et godt fællesskab i idrætsklubben formår han at rejse sig og finde en vej i livet.

Vi følger også Poul Joachim Stender og Claus Meyer ind på en bodega i Nykøbing Falster, hvor de får sig en snak med nogle af stamgæsterne.

Selvom alt ikke er endt lige godt for dem, der sidder på bodegaen, så er det tydeligt at mærke, at de her har fundet ind i et omsorgsfuldt fællesskab. Bodegaejeren steger frikadeller til dem og besøger hver uge de afdøde stamgæsters grave. Og bodegaen er altid fuld af blomster, som gæsterne er kommet med for at udtrykke deres taknemmelighed over den omsorg og det fællesskab, som de har fået lov at opleve her.

Et lidt andet fællesskab finder præsten og kokken i pilgrimsklubben, der hver uge går en tur sammen. Tårerne står ud af øjnene på pilgrimsvandrerne, når de fortæller om de livskriser og sygdomsforløb, de hver især har været igennem – men det er også glædestårer over at have denne gruppe mennesker at læne sig op ad og vandre sammen med – gennem det hele.

Jeg tænker, at det blandt andet er sådan, at opstandelse kan se ud midt i et menneskeliv – og midt i den verden, som vi er sat i.

Det er bevægelsen fra langfredag til påskedag. Fra død til liv. Fra smerte til glæde. Fra modløshed til håb. Fra ensomhed til fællesskab.

Og det er ikke bare på tv, at den slags sker – vi kender det heldigvis også fra vores egne liv.

Vi har alle oplevet at sidde med frygt og bæven på egne eller på vores nærmestes vegne. Vi har oplevet at sidde fast steder, hvor der bare ikke var nemme svar eller enkle løsninger, og hvor det hele så mere eller mindre håbløst ud.

Og så pludselig – som en uventet gave fra oven: nye begyndelser, nye veje – opstandelse!

Måske ikke så dramatisk som den opstandelsesscene, vi læser om i dag. Sjældent er der engle, der viser sig og taler til os. Eller jordskælv og lynild. Eller store sten, der bliver rullet fra grave.

Og så alligevel kan det næsten være, som om en engel har aflagt os besøg, og som om en sten bliver rullet fra – måske ikke fra vores grav, men så fra vores hjerte. Så stærkt kan det opleves, når opstandelsen indfinder sig i vores liv.

Men måske kender vi også til at sidde fast i langfredags mørke og spekulere på, om der overhovedet kommer en påskedag. Om det kun er de andre, som englene aflægger besøg. Og om jeg er dømt til at bære rundt på mine sten resten af livet.

—

Der er nok en fare for, at vi enten kommer til at sige for lidt eller for meget om opstandelse sådan en påskemorgen.

Folkekirkens officielle hjemmeside folkekirken.dk fik for et par år siden kritik for at indrykke en stor helsides påskeannonce i landets aviser, hvor Jesu opstandelse ikke blev omtalt direkte – men hvor der i stedet mere poetisk stod, at påske er ”at livet altid løber i forvejen.”

Mange følte, at det var for lidt. For kan man tale om påske uden klart at tale om Jesu opstandelse?

I år har folkekirken.dk delt en video, hvor påske sammenlignes med en vintergæk, der bryder frem af isen. Her forklares påske som ”håb og kærlighed, der aldrig giver op.”

Igen er der nogle, der mener, at det bliver for lidt. For hvor er Jesus henne i den fortælling om påsken?

Samtidig med at man nok kan komme til at sige for lidt om påsken eller gøre fortællingen om opstandelse for flad – så er der også en risiko for, at vi falder i den anden grøft.

At vi bruger så store ord, at vi næsten ikke kan se os selv i dem. Og at ”opstandelse” ender med at blive et flot teologisk begreb, som vi bare ikke rigtig kan relatere til. Måske i bedste fald er det noget, vi tør håbe på, vil indtræffe engang efter vores død.

Jeg er selv af den opfattelse, at vi skal have det hele med – begge aspekter – når vi taler om opstandelse.

Jeg begyndte selv i det nære. I menneskelivet. I skæbnerne på Lolland-Falster.

Og jeg tror, at det er opstandelsesglimt, hver gang nogen, vi havde opgivet, rejser sig igen. Hver gang et håb, der var dødt, vækkes til live igen. Hver gang brudte mennesker løftes af et omsorgsfuldt fællesskab. Hver gang en sten bliver rullet fra et menneskes hjerte.

Så er det påskemorgens opstandelseskræfter, der rører på sig.

Og samtidig tror jeg på, at der er langt mere at sige end det. Og det skal vi især huske at forkynde for dem, der lige nu allermest mærker langfredagsmørket, og som inderligt længes efter påskemorgen.

At Kristus er opstanden, er ikke bare en erfaring, vi glimtvis kan have – eller ikke have – i vores menneskeliv her og nu. Det er en historisk kendsgerning, der en dag også skal blive en livshistorisk kendsgerning for os.

Alle de skæbner og situationer, der ikke bliver vendt. Alle de krige, der ikke bliver vundet. Alle de historier, der ender i mørket. Alle de sygdomme, der ikke bliver helbredt. Alle de liv, der før eller siden slutter i graven.

Også for dem – også for os – gælder det, at Kristus er opstanden – og at vi en dag skal opstå, som han opstod.

Vi har brug for at høre det fulde opstandelsesbudskab i dag. Både det lille og livsnære, der giver håb om, at situationer kan vende til det bedre, og at der kan opstå glæde der, hvor der lige nu er sorg og smerte.

Men så sandelig også det store opstandelsesbudskab om, at alt – ja, vitterligt alt – skal blive godt igen en dag, fordi Kristus er opstanden og én gang for alle har besejret dødens magter.

—

Det er med det fulde og hele opstandelsesbudskab, vi må gå fra kirke i dag.

Kvinderne bliver sendt afsted fra Jesu tomme grav for at dele budskabet med andre. Og vi hører, at de løber afsted med frygt og stor glæde.

Med frygt, fordi de trods alt stadig er mennesker og lever i en verden, der er utilregnelig. Jesu opstandelse har ikke ændret på det.

Men frygten ledsages nu af stor glæde. For de har mødt et budskab, der er større end deres frygt. De har set noget, som de nu altid kan gribe til og læne sig op ad, når frygten truer med at besætte dem.

Og det er også sådan, at vi må bevæge os videre fra påskedag og ud i vores liv. Og ud til de mennesker, som vi skal dele opstandelsesbudskabet med.

Vi kan ikke undgå at have en vis portion frygt med os. For vi ved, at der er meget, der kan gå galt. Meget, der kan gøre ondt. Meget, der kan ende skidt.

Men påskemorgen udruster også os med stor glæde, som skal hjælpe os til at holde ud, når frygten truer med at knuse vores tro og livsmod.

For påskemorgen fortæller os, at det i sidste ende ikke er frygten, der skal vinde, men glæden. Ikke ondskaben, men kærligheden. Ikke døden, men livet.

Graven er tom. Kristus er opstanden!

Og vi skal opstå med ham!

Amen

---

Prædiken til langfredag (II) – 3. april 2026

Vi har i dag med Grundtvig sunget om ”korsets gåde”.

Og det er netop korsets gåde, som vi er kommet til langfredagsgudstjeneste for at beskæftige os med.

En gåde, der ikke kun skal løses med hovedet, men også med hjertet. Og en gåde, som vi aldrig må blive færdige med at lade os udfordre af.

—

På forsiden og på bagsiden af gudstjenesteprogrammet har jeg placeret to kors som et billede på, hvordan man helt konkret kan arbejde med korsets gåde.

Korsene er fra den koptisk-ortodokse tradition i Egypten.

Man kalder dette særlige kors for et iota-kors. Iota er det niende bogstav i det græske alfabet og det første bogstav i Jesu navn.

Ligesom i alle andre kristne kirker har korset også i den koptiske kirke en helt central betydning.

Og man gør en dyd ud af at gå til korsets gåde med langsommelighed og eftertanke.

I den koptiske tradition er det at male et iota-kors en tidskrævende åndelig disciplin. For kopterne dekorerer ikke bare korset – nej, mens de maler, hengiver de sig til korsets mysterium.

Hver enkelt farve, som de lægger på korset, får en symbolsk betydning.

Den røde farve er kærlighedens og blodets farve – og fortæller den del af korsets historie, der handler om betingelsesløs kærlighed. Gud giver sig selv til os, mens vi endnu er syndere.

Den gule farve i korset symboliserer Guds nærvær i vores jordiske liv. Frelse er ikke kun engang at komme i himlen, men også at erfare Guds nærvær i dette liv.

Den hvide farve i korset er renhedens farve og fortæller, at det ikke bare er et menneske, der hænger på korset langfredag, men Gud selv. Den hvide farve kan også minde os om, at selv i det dybeste mørke, er Gud til stede med sit lys.

Den blå farve i korset (som vist ikke er så tydelig her i gudstjenesteprogrammet) er nådens farve, der forkynder, at frelsen aldrig kan være andet end en gave – det er noget, vi ikke selv kan bringe i stand, men blot må tage imod.

Den grønne farve udvider vores forståelse af frelsen. Frelsen er ikke bare en gave til mennesket, men til hele skabningen – naturen og alt, der omgiver os.

Endelig har mange af disse iota-kors en sort kontur. Den sorte farve er loven, som fastholder os i vores grundlæggende forpligtelse over for Gud og over for hinanden.

På den måde – når koptisk-ortodokse kristne maler et iota-kors – får de mulighed for at dvæle ved en række forskellige betydninger af korset og af frelsen.

—

Her på vores breddegrader kender vi ikke på samme måde til denne tradition med at dekorere kors i bestemte farver. Men også hos os er korset kirkens allervigtigste symbol.

Ja, det er måske i virkeligheden et symbol, der er blevet så selvfølgeligt for os, at vi nogle gange næsten kan glemme at spekulere over dets betydning.

Eller vi kan komme til at lukke os om én bestemt betydning og forsømme at lade korset udfordre os og åbne vores sind for andre betydninger.

Men når vi kommer sammen til langfredagsgudstjeneste, som vi gør det i dag, er det en oplagt anledning til at bruge tid på at meditere over nogle af de forskellige betydninger, som korset har.

—

En dominerende forklaring af korsets betydning i vores vestkirkelige tradition har været billedet af en retssal.

Her sættes frelsen ind i en juridisk forståelsesramme, hvor retfærdighed bliver det altoverskyggende nøgleord.

Vi sidder på anklagebænken, dommeren er Gud, og frelsen består i, at Jesus tager den straf på sig, som vi egentlig stod til at få.

Billedet har tydelige bibelske rødder. Også i de tekster, som vi har hørt i dag – blandt andet fra Esajas:

”Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vores synd. (…) Herren lod al vor skyld ramme ham.”

Har man været på en anklagebænk, kan man nemt sætte sig ind i den lettelse og den overraskelse, det ville være, hvis en anden pludselig var trådt ind i retslokalet og havde påtaget sig straffen for det, som man selv havde gjort. Der et noget frisættende ved den tanke!

Alligevel kan dette juridiske billede af frelsen ikke stå alene.

Ligesom kopterne ikke maler hele korset i én enkelt farve, men lader forskellige farver supplere hinanden, sådan må vi også gøre det i vores forståelse af frelsen.

Et andet vigtigt billede på frelse – som også har tydelige bibelske rødder – er frelse i forståelsen: genoprettelse af relationen mellem Gud og mennesker.

Her er vi ikke i den juridiske verden, men i relationernes verden. Her er det ikke retfærdighed, men kærlighed, der er overskriften.

Og Gud er her ikke en dommer, der anklager os, men en kærlig far, der savner os.

Jesus er ikke en syndebuk, der tager en straf, som vi skulle have haft. I dette billede af frelsen er Jesus at forstå som Guds uforbeholdne udstrakte hånd eller favntag.

Jesus er sendt i kærlighed til verden for at genoprette relationen mellem os og Gud.

Han bevæger sig dybt ind i vores menneskelige virkelighed fra fødsel til død for at nå os. Og selv ikke vores modstand og vores ondskab kan forhindre Gud i at elske os.

Det er dette billede af frelsen, som vi også kender fra lignelsen om den fortabte søn.

Faderen kommer sønnen i møde trods alle sønnens dumheder og fejl. Faderen kommer ham i møde – ikke med dom i tankerne – men med længsel efter igen at dele hus og hverdag med ham, der var blevet væk.

Vi møder også det relationelle aspekt ved frelsen i nogle af de bibeltekster, som vi har hørt i dag.

Jesus bruger på korset – kort før sin død – kræfter på at føre sin mor og en af sine disciple sammen.

Og han bruger kræfter på at fortælle en tilfældig forbryder, at han skal være med ham i Paradis.

Det er ikke et juridisk regnestykke, Jesus her prøver at få til at gå op. Nej, det er en passioneret elsker, der drevet af kærlighed ønsker at genoprette alle brudte relationer.

Korset bliver tegnet på, at relationen mellem Gud og mennesker nu er genoprettet. Korset skærer det ud i pap, at selv ikke den handling at dræbe Gud kan forhindre Gud i at elske os.

Korset fortæller os, at intet menneske længere er overladt til sig selv. Hverken den smerte, andre har påført os – eller den smerte og skyld, som vi selv har været årsag til – kan skille os fra Gud.

Og korset bliver samtidig også et kald til os om at gå ud og styrke og genoprette relationerne til de mennesker, som vi selv er sat iblandt.

For vi skal ikke længere bruge krudt på at retfærdiggøre os over for Gud. Den kamp har Jesus taget for os.

I stedet skal vi bruge vores energi på at bringe den kærlighed, som korset vidner om, videre til den verden, som vi lever i.

—

Korsets gåde bliver vi aldrig færdige med at meditere over. Det rummer altid flere dybder, farver, lag og indsigter, som vi kan bruge hele livet på at pakke ud.

Men samtidig med at korset rummer uendelige facetter og betydninger, begynder og slutter korsets mysterium altid med ét centralt ord, nemlig frelse.

Det er i det ord, at alle vores forståelser og indsigter må tage sit afsæt. Og det er i det ord, det hele må lande.

Korset er vores stærkeste symbol på frelse. På at vi har en Gud, der har grebet ind i vores liv og i vores verden, og som har reddet os fra undergang og død.

Langfredag er kulminationen på første kapitel af frelseshistorien. Den historie, der begyndte i julen, med at Gud sendte sin søn til vores verden. På korset er det fuldbragt. Jesus har nu gået hele vejen.

På søndag venter andet kapitel. Stoppede det ved korset, var frelsen god, men ikke virkelighedsforvandlende. Så havde vi fået trøst, indlevelse og medlidenhed fra Gud, men vi var ikke blevet befriet fra selve smerten.

På søndag skal vi høre fortsættelsen – det vidunderlige påskeevangelium om, at Jesus ikke bare kom for at lide med os, men for at overvinde selve lidelsens årsag.

Vi ved, at det kommer. Men i dag vil vi stå stille ved korsets gåde og som de koptiske kristne lade vores øjne vandre fra farve til farve på det kors, der altid rummer mere, end vores hjerner og hjerter kan fatte.

Amen.