Browsed by
Category: Nye salmer

Novembernat

Novembernat

Salmen er skrevet efter en natlig vandretur i skovene ved Højbjerg i Midtjylland. Salmen tager udgangspunkt i de tanker, man kan skubbe til side i løbet af en travl dag, men som pludselig kan dukke op igen, når der bliver ro.

Jeg går en tur i skoven
en våd og kold novembernat
alene med de tanker,
jeg fik tilsidesat.

Salmen beskriver, hvordan den ensomme vandring i skoven kan åbne op for et møde med den Gud, der ifølge Salme 139 ikke opfatter mørket som mørke, men ser lige så klart på natten som på den lyse dag.

Jeg frygter ikke mørket
jeg ved, der i mit åndedrag
er ilt fra Ham, som siger,
at natten er som dag.

I skoven må man gå varsom, hvis man ikke skal falde. Man må løfte hænderne for at famle sig frem og undgå at få grene i øjnene. Det bliver i salmen til en form for overgivelse, der indimellem kan være nødvendigt, også hvis vi billedligt talt går rundt i mørke.

Jeg må gå ganske langsomt
hvis jeg skal finde nogen vej.
Jeg løfter mine hænder
og overgiver mig.

Salmen slutter, næsten hvor den startede. Men nu flyver tankerne ikke længere rundt i hovedet. De har sat sig fast i skovens brombærkrat. En vandring i skoven har bragt ro på tankerne!

Jeg gik en tur i skoven
en våd og kold novembernat.
Nu hænger mine tanker
i skovens brombærkrat

Kristian la Cour har skrevet en smuk og enkel melodi til salmen. Se her hans indspilning af salmen fra et flygel på Askov Højskole.


Find hele teksten her.
Find klavernoder her.
Lyt til klaverindspilning af Kristian la Cour her.

Allehelgen: Vi husker dem, som var lys for os

Allehelgen: Vi husker dem, som var lys for os

Ved gudstjenesten allehelgen er der i mange kirker tradition for navneoplæsning og lystænding. Det er udgangspunktet for den allehelgenssalme, som jeg har skrevet. Her lyder det i første vers:

Du kan hurtigt sige et navn –
en død blandt utallige døde.
Men langsomt må du leve dit savn
og komme din sorg i møde.
Hvert navn er gemt i Guds kærlighed.
Hvert savn må stædigt søge fred
i evighedens løfte.

Salmen er blevet til i samarbejde med min morbror Werner Fischer-Nielsen. Et allehelgensrim, som han havde forfattet til oplæsning i sin kirke, blev inspirationen til min salmetekst. Efterfølgende har han sat melodi til salmen.

Salmen sætter fokus på den tid, det tager at leve med sin sorg og sit savn, som slet ikke er overstået med de korte ritualer, vi har ved begravelsen og allehelgensmarkeringen.

Du kan hurtigt tænde et lys
og takke for alt, mens det skinner.
Men langsomt må hvert ord, smil og kys
forvandles til smukke minder.
Vi husker dem, som var lys for os
og tror, Guds lys vil skinne trods
al mørke her i verden.

Igennem alle salmens tre vers er evighedshåbet og troen med. “Hvert navn er gemt i Guds kærlighed” lyder det i første vers. I andet vers bekender vi en tro på, at “Guds lys vil skinne trods al mørke her i verden”. Og i tredje vers synger vi:

Du kan hurtigt sætte en sten
og pynte med blomster og kranse.
Kun langsomt kan de sorgtunge ben
bevæges af nye danse.
Når du står lammet på sorgens sted,
så lover Gud, at han går med
i liv og død – for evigt!

Noder til salmen kan hentes her.

Det er muligt at lytte til en klaverindspilning af salmen her. Det er Kristian la Cour, der spiller.

Teksten kan hentes som pdf-fil her.

Dåb: I vand fra en kilde

Dåb: I vand fra en kilde

Min nye dåbssalme “I vand fra en kilde” prøver at sætte nye ord og billeder på dåbens gamle mysterium.

I vand fra en kilde så svimlende dyb, at den altid vil springe
og styrke det liv, der er nyt og de liv, der har været her længe
med håb for i morgen trods alt, hvad en fremtid kan bringe –
døber vi dig nu!

Gennem salmens fem vers beskrives dåben som en livgivende kilde og som et par gavmilde faderhænder, vi lægger vores barn i. Korstegnet for bryst og pande nævnes i vers 3 som tegnet på den godhed – eller den nåde – som vi døbes til at tilhøre.

Med korsmærkets stærke, usynlige streger for brystet og panden,
som ordløst fortæller et kærlighedsbudskab langt over forstanden
om godhed, der flyder hver dag fra et fad fyldt til randen –
tegner vi dig nu!

Salmen peger på, at dåben også er indgangen til et fællesskab. Et liv er som en kort sætning i en tyk bog, hvor de, der gik foran, også har deres plads. Vi bliver mindet om, at vi er en del af en sammenhæng, og at selv dem, der er glemt af os, er husket hos Gud.

I bøger så tykke, at livet, du lever, blot fylder en sætning,
som står efter linjer om dem, der gik foran og gav dig en retning
og dem, som vi glemte, men stadig har evighedshæftning –
favner vi dig nu!

Den erfarne komponist og organist Christian Præstholm har skrevet en smuk melodi til salmen. Noderne kan hentes her – og det er muligt at lytte til melodien her.

Læs hele dåbssalmen her

    Høst: Det er et hverdagsmirakel

    Høst: Det er et hverdagsmirakel

    Landbrug er fortsat et vigtigt erhverv i Danmark, og særligt i landsognene er høstgudstjenesten en vigtig begivenhed, som samler mange mennesker. Men størstedelen af befolkningen har ikke længere landbruget inde under huden eller neglene, og nogle af de gamle høstsalmers virkelighed kan derfor virke lidt fremmed i dag.

    Dog er der fortsat brug for at mødes og sige tak til Gud for hans gode gaver, der vokser frem fra jorden og fra alle andre steder, hvor vi planter og vander. Mit bud på en ny høstsalme, hedder “Der er et hverdagsmirakel” – den begynder med dette vers:

    Det er et hverdagsmirakel,
    at der er mad på mit bord,
    for jeg er ikke landmand
    og dyrker ingen jord.
    Når de bølgende marker er modne og hvide,
    da takker jeg stille for dem, som må slide,
    så jeg kan få dagligt brød
    .

    Salmen kan læses i sin fulde længde her. Noder kan hentes her. Lydfil kan hentes her.

    Salmen har fået en smuk og sangbar melodi af Kristian la Cour. Herunder kan du se og lytte til hans indspilning af salmen – fra et flygel på Askov Højskole.

    Fyens Stift har på deres hjemmeside lagt nogle anbefalinger til nye danske høstsalmer ud. Sognepræst Simon Jylov har her anbefalet “Det er et hverdagsmirakel” med ordene:

    Peter Fischer-Nielsen har i salmen ”Det er et hverdagsmirakel” beskrevet på smukkeste vis, hvordan det netop er et hverdagsmirakel, at der kommer brød på mit bord, selvom jeg ikke er landmand. Salmen kredser på den måde om de daglige opgaver som finder sted for mange mennesker, og salmen har samtidig tråde ud i livet som helhed og det at være en del af den kristne opdragelse.

    Salmen her rammer særligt med titlen ”Det er et hverdagsmirakel” for noget jeg godt kan savne er, at vi taler de små hverdagsmirakler op. Det behøver ikke kun være store og vilde mirakler, som det sås på Jesu tid, nej det at fæstne blikke ved de små hverdagsmirakler er en gave, fordi man der som menneske og kristen mindes om, at ved at være i troen og sætte sin lid til Gud, så kan der hele tiden høstes af de gode gaver, som vor Far i himlen giver os.”

    Salmen ligger sammen med mine øvrige salmer på denne blogs salmeoversigt. Det er også muligt at tilgå salmen “Det er et hverdagsmirakel” via salmer.dk, hvis man har abonnement dertil. Salmen har fem vers – og slutter med dette:

    Det er et evigt mirakel,
    som du har sået i mig.
    Et frø, som knap var synligt,
    har banet sig en vej.
    Mine grene skal bugne af æbler og blommer,
    når sommeren ender, og høsttiden kommer.
    Og glæden skal blive stor!

    Tag mig i hånden – en ny kærlighedssalme

    Tag mig i hånden – en ny kærlighedssalme

    Med inspiration fra Højsangen i Det gamle Testamente har jeg skrevet en ny kærlighedssalme, der oplagt kan synges til et bryllup – men også ved andre lejligheder, hvor kærligheden mellem to mennesker skal fejres.

    Tag mig i hånden, kom, lad os vandre
    i de ældgamle kærlighedshaver.
    Undgår vi fristelsen til at forandre,
    kan vi åbne hinanden som gaver.
    Du er slet ikke som mig,
    det er det, der er smukt ved dig.
    Når forskelle blomstrer, kan kærlighed gro!

    Mads Granum har skrevet den særdeles levende melodi til salmen. Han har tidligere skrevet melodier til en lang række sange og salmer – blandt andet Lisbeth Smedegaard Andersens smukke sang “Du spø’r mig om håbet”, der vandt Folkekirkens Nødhjælps sangkonkurrence i 2022.

    “Tag mig i hånden” skildrer kærligheden, som den folder sig ud mellem to mennesker, der elsker hinanden, og som gennem hverdage med medgang og modgang smelter sammen til enhed – uden at blive ens.

    Salmen slutter med en bøn til Gud om, at også han må tage os i hånden og lære os at elske med en kærlighed, der tror, håber og udholder alt – en reference til Kærlighedens Højsang i Det nye Testamente:

    Tag os i hånden, kærligheds skaber
    på en vandring i skiftende vinde.
    Selv når vi snubler og frygter vi taber,
    er der veje, vi endnu kan finde.
    Kærlighed udholder alt,
    tror og håber, hvis det går galt.
    Kom, elsk os, og lær os at elske igen!

    Se hele teksten herlyt til melodien – og hent noder her!

    Hverdagen er på vej – salmer til trinitatis

    Hverdagen er på vej – salmer til trinitatis

    En ørken er et håbløst sted,
    vi alle kan havne i.
    En nat kan blive ved og ved,
    når tankerne slippes fri.
    Forbarm dig – sæt en kobberstage
    med nattelys på ørkendage.

    (Salme til trinitatis søndag)

    Jeg er i øjeblikket i færd med at skrive salmer til trinitatis. Den lange periode i kirkeåret, der ofte benævnes kirkens hverdag.

    Oven på de tre store fester – jul, påske og pinse – er det nu tid til at sætte fokus på, hvordan vi skal leve i verden på baggrund af festernes gode budskaber om, at Gud er kommet til os.

    Den faste, jeg ønsker, er,
    at du løser de gnavende lænker
    og kæmper for menneskers frihed,
    at du deler af det, som jeg skænker.
    Da skal dit lys bryde frem!

    (Salme til 1. s. e. trinitatis)

    Indtil videre har jeg skrevet salmer til de syv første søndage. Tekster, noder og lydfiler kan findes i salmeoversigtens trinitatis-sektion.

    Syng dem gerne, hvor de kan gøre gavn. Og fortæl mig gerne om, hvordan de måtte finde anvendelse rundt omkring.

    Et festbord er dækket i verden,
    det står lige der, hvor du bor.
    Kom, sæt dig og smag på det hele,
    Guds rige er kommet til jord!

    (Salme til 2. s. e. trinitatis)

    Pinse: Kys os med din skabermund!

    Pinse: Kys os med din skabermund!

    Pinsetiden er en eksplosion af Gudsnærvær. Samtidig med at vi fejrer Helligåndens komme, kan vi også i naturen fejre et nærvær af lys, liv og vækst.

    I 2022 skrev jeg en pinsesalme – om Helligånden, som giver os liv og mod, samler os i kirkens fællesskab, minder os om vores næste og sender os ud i verden med tro, håb og kærlighed.

    Kys os med din skabermund,
    blæs liv i vores lunger.
    Kald os op af jordens bund,
    skriv ord på vores tunger.
    Når du suser i mit blod,
    fyldes jeg med mod!

    Hent hele teksten, noder og lydfil på salmeoversigten her

    Kristian la Cour har skrevet den originale melodi til teksten – se og hør ham fremføre den herunder fra et flygel på Askov Højskole.

    Siden har også Torsten Borbye Nielsen skrevet en melodi til salmen. Noder og lydfiler til begge melodier kan findes på salmeoversigten.

    Før os ud med vingesus
    til alle verdens ender
    eller blot min nabos hus
    og dem, jeg ikke kender.
    Grænserne fortaber sig,
    når vi går med dig!

    Helligånd, vi takker dig,
    fordi du stadig sender
    stille vind på vores vej
    og tro, når tvivlen brænder.
    Bo du altid i mit bryst,
    kom med liv og lyst!

    Hent hele teksten, noder og lydfil på salmeoversigten her

    Mens andre træer springer ud

    Mens andre træer springer ud

    Mens andre træer springer ud,
    og forår har sit gennembrud,
    så står der på en bakketop
    et vintertræ med livløs krop.

    Påskesalmen “Mens andre træer springer ud” (2023) rummer temaer fra både langfredag, påskedag og anden påskedag.

    Hent tekst, noder og lydfil på salmeoversigten her

    I forårstiden skiller Golgatas dødstræ sig ud fra de øvrige. Selvom korset er ubegribeligt, er det alligevel her, der er hvile og aflastning at hente.

    Jeg klatrer op på træets gren
    og hviler mine tunge ben.
    En mild og nådig forårsvind
    er kors- og kærtegn på min kind.

    Pludselig bryder påskedag frem, træet bliver levende, og jeg bliver løftet ned på livets vej. Jesus møder mig som den opstandne og går med mig, som han gik med disciplene på vejen mod Emmaus. Og han føder – midt i livets skyld, frygt og afmagt – en opstandelsestro i mig.

    Og stærke vinger løfter mig
    fra træet ned på livets vej.
    Her ser jeg Jesus stå og le –
    han bobler af opstandelse!

    Da salmen dækker flere dage i påsken, kan den fint synges både langfredag, påskedag og anden påskedag. Man kan evt. bruge den som en gennemgående salme i påsketiden.

    Torsten Borbye Nielsen har skrevet en meget smuk melodi til salmen. Han har også lavet en indspilning på guitar, som kan ses og høres her.

    Et år med krig i Ukraine

    Et år med krig i Ukraine

    Du, som har lidt,
    og som har mistet det hjem, der er dit,
    tårerne løb, da du sagde farvel
    til dem, du elsker dybt i din sjæl,
    du er velkommen her i mit hus!

    I dag er det præcist ét år siden, at Rusland indledte en ulovlig angrebskrig mod Ukraine.

    Kort efter invasionen skrev jeg salmen “Velkommen i mit hus”. Salmen handler om Guds gæstfrihed og kirkens rum som et sted at hente trøst, mod og tilgivelse. At det er Gud, der taler, bliver særligt tydeligt i det sidste vers, hvor lignelsen om den fortabte søn bringes ind i salmen.

    Du, som er mit
    elskede barn, du har kæmpet og stridt,
    du var som død, men nu dækker jeg bord,
    sæt dig til rette – spis med din bror,
    du er velkommen her i mit hus!

    Samtidig med at vi, som synger med, kan opleve os tiltalt i forskellige vers, kan Guds gæstfrihedsord forhåbentlig også smitte af på og inspirere os til selv at udvise gæstfrihed.

    Salmen har to melodier. Den første er skrevet af Thomas Emil Horneman-Thielcke. Her er det hans datter, der synger første vers.

    Siden har også Torsten Borbye Nielsen skrevet en smuk og stemningsfuld melodi til teksten.

    Tekst, noder og lydfil kan hentes på salmeoversigten (nederst)

    En ørken er et håbløst sted

    En ørken er et håbløst sted

    Som led i et større salmeprojekt har jeg skrevet en salme til trinitatis søndag. Den tager udgangspunkt i ørkenoplevelsen.

    Trinitatis søndag (1. tekstrække) lytter vi til den dramatiske læsning fra Fjerde Mosebog 21,4-9 om israelitternes utålmodige ørkenvandring, slangeangrebet og kobberslangen, som Moses sætter på en stang, og som israelitterne skal rette deres blik mod for at beholde livet.

    Historien danner ramme for den trinitatissalme, som jeg netop har skrevet. Her forsøger jeg at bruge ørkenhistorien som et billede på den tilstand af håbløshed, som mennesker også i dag kan havne i.

    En ørken er et håbløst sted,
    vi alle kan havne i.
    En nat kan blive ved og ved,
    når tankerne slippes fri.
    Forbarm dig – sæt en kobberstage
    med nattelys på ørkendage.

    Den søvnløse nat – som vi møder i evangelieteksten, der skildrer samtalen mellem Jesus og Nikodemus (Johannesevangeliet 3,1-15) – optræder i salmen som et andet billede på håbløshed.

    I ørkenen blev israelitterne frelst ved at kigge på kobberslangen, mens Nikodemus oplever, at der er en åben dør, han kan banke på, og hvor han kan få svar på sine spørgsmål.

    Hver af salmens fire vers slutter med en bøn: Forbarm dig! Når vi går rundt i en ørken eller oplever søvnløse nætter, så er det nogle gange kun bønnens råb, der er tilbage.

    Du skabte verden i et brag
    af overflodskærlighed.
    Du skaber også denne dag,
    men slangerne hænger ved.
    Forbarm dig – kom og døm os frie,
    så vi igen kan se dit rige!

    Salmen er skrevet til trinitatis søndag, hvor vi fejrer den treenige Gud. Derfor er der også et vers til hver af personerne i treenigheden: Fader, Søn og Helligånd.

    Vi søger et oase-stop,
    en dør vi kan banke på,
    et åndehul til sjæl og krop,
    et sted vi tør gå i stå.
    Forbarm dig – lad nu regnen falde
    og Ånden suse i os alle.

    Det er Torsten Borbye Nielsen, der har skrevet den smukke melodi til salmen. Gå ind på salmeoversigten for at finde tekst, noder og lydfil til salmen.