Salmen er skrevet efter en natlig vandretur i skovene ved Højbjerg i Midtjylland. Salmen tager udgangspunkt i de tanker, man kan skubbe til side i løbet af en travl dag, men som pludselig kan dukke op igen, når der bliver ro.

Jeg går en tur i skoven
en våd og kold novembernat
alene med de tanker,
jeg fik tilsidesat.

Salmen beskriver, hvordan den ensomme vandring i skoven kan åbne op for et møde med den Gud, der ifølge Salme 139 ikke opfatter mørket som mørke, men ser lige så klart på natten som på den lyse dag.

Jeg frygter ikke mørket
jeg ved, der i mit åndedrag
er ilt fra Ham, som siger,
at natten er som dag.

I skoven må man gå varsom, hvis man ikke skal falde. Man må løfte hænderne for at famle sig frem og undgå at få grene i øjnene. Det bliver i salmen til en form for overgivelse, der indimellem kan være nødvendigt, også hvis vi billedligt talt går rundt i mørke.

Jeg må gå ganske langsomt
hvis jeg skal finde nogen vej.
Jeg løfter mine hænder
og overgiver mig.

Salmen slutter, næsten hvor den startede. Men nu flyver tankerne ikke længere rundt i hovedet. De har sat sig fast i skovens brombærkrat. En vandring i skoven har bragt ro på tankerne!

Jeg gik en tur i skoven
en våd og kold novembernat.
Nu hænger mine tanker
i skovens brombærkrat

Kristian la Cour har skrevet en smuk og enkel melodi til salmen. Se her hans indspilning af salmen fra et flygel på Askov Højskole.

Find hele teksten her.
Find klavernoder her.
Lyt til klaverindspilning af Kristian la Cour her.