Ny salme: Slipper grebet
Denne nye salme forsøger at give stemme og tone til den erfaring af afmagt og magtesløshed, som kan ramme os mennesker med varierende styrke og på forskellige måder gennem livet.
Samtidig løfter den også håbet og troen på, at Kristus griber, bærer og er stærk i vores magtesløshed og svaghed (2. Kor. 12,9-10 og 13,3-4).
Den dygtige komponist Jesper Gottlieb har skrevet en smuk og bevægende melodi, der understøtter teksten på fineste vis.
Slipper grebet
åbner hånden
lar det falde
falde i det nådefulde mørke
håber en vil gribe det
jeg ikke selv kan bære
håber en vil være det
jeg ikke selv kan være
slipper frygten
åbner hjertet
lar det hvile
hvile i en andens dybe hænder
håber de kan rumme mig
mit liv og mit forlagte
håber de vil holde om
det gjorte og det sagte
slipper skammen
mærker glæden
lar den flyve
flyve højt og håbefuldt mod himlen
tror at Kristus løfter mig
når vingerne blir svage
tror at han er stærk i mig
på magtesløse dage.