Prædiken til påskedag (II) – 5. april 2026

Lige nu kan man på Danmarks Radio se præsten Poul Joachim Stender og kokken Claus Meyer vandre rundt i deres barndomsminder på Lolland-Falster, mens de taler om livets store og små spørgsmål, kommer i snak med mennesker – og naturligvis – laver mad.

Det er nogle på mange måder bevægende programmer. Vi kommer tæt på hovedpersonerne selv, men vi hører også en række andre livshistorier, som gør indtryk.

Og skal man her påskedag sætte én overskrift på de historier, som vi møder i programmerne, kunne det være:

Opstandelse!

Claus Meyer fortæller om sit eget kærlighedsløse barndomshjem, hvor luften er tyk af bebrejdelser og irettesættelser. Men takket være en kærlig bedstemor og et godt fællesskab i idrætsklubben formår han at rejse sig og finde en vej i livet.

Vi følger også Poul Joachim Stender og Claus Meyer ind på en bodega i Nykøbing Falster, hvor de får sig en snak med nogle af stamgæsterne.

Selvom alt ikke er endt lige godt for dem, der sidder på bodegaen, så er det tydeligt at mærke, at de her har fundet ind i et omsorgsfuldt fællesskab. Bodegaejeren steger frikadeller til dem og besøger hver uge de afdøde stamgæsters grave. Og bodegaen er altid fuld af blomster, som gæsterne er kommet med for at udtrykke deres taknemmelighed over den omsorg og det fællesskab, som de har fået lov at opleve her.

Et lidt andet fællesskab finder præsten og kokken i pilgrimsklubben, der hver uge går en tur sammen. Tårerne står ud af øjnene på pilgrimsvandrerne, når de fortæller om de livskriser og sygdomsforløb, de hver især har været igennem – men det er også glædestårer over at have denne gruppe mennesker at læne sig op ad og vandre sammen med – gennem det hele.

Jeg tænker, at det blandt andet er sådan, at opstandelse kan se ud midt i et menneskeliv – og midt i den verden, som vi er sat i.

Det er bevægelsen fra langfredag til påskedag. Fra død til liv. Fra smerte til glæde. Fra modløshed til håb. Fra ensomhed til fællesskab.

Og det er ikke bare på tv, at den slags sker – vi kender det heldigvis også fra vores egne liv.

Vi har alle oplevet at sidde med frygt og bæven på egne eller på vores nærmestes vegne. Vi har oplevet at sidde fast steder, hvor der bare ikke var nemme svar eller enkle løsninger, og hvor det hele så mere eller mindre håbløst ud.

Og så pludselig – som en uventet gave fra oven: nye begyndelser, nye veje – opstandelse!

Måske ikke så dramatisk som den opstandelsesscene, vi læser om i dag. Sjældent er der engle, der viser sig og taler til os. Eller jordskælv og lynild. Eller store sten, der bliver rullet fra grave.

Og så alligevel kan det næsten være, som om en engel har aflagt os besøg, og som om en sten bliver rullet fra – måske ikke fra vores grav, men så fra vores hjerte. Så stærkt kan det opleves, når opstandelsen indfinder sig i vores liv.

Men måske kender vi også til at sidde fast i langfredags mørke og spekulere på, om der overhovedet kommer en påskedag. Om det kun er de andre, som englene aflægger besøg. Og om jeg er dømt til at bære rundt på mine sten resten af livet.

—

Der er nok en fare for, at vi enten kommer til at sige for lidt eller for meget om opstandelse sådan en påskemorgen.

Folkekirkens officielle hjemmeside folkekirken.dk fik for et par år siden kritik for at indrykke en stor helsides påskeannonce i landets aviser, hvor Jesu opstandelse ikke blev omtalt direkte – men hvor der i stedet mere poetisk stod, at påske er ”at livet altid løber i forvejen.”

Mange følte, at det var for lidt. For kan man tale om påske uden klart at tale om Jesu opstandelse?

I år har folkekirken.dk delt en video, hvor påske sammenlignes med en vintergæk, der bryder frem af isen. Her forklares påske som ”håb og kærlighed, der aldrig giver op.”

Igen er der nogle, der mener, at det bliver for lidt. For hvor er Jesus henne i den fortælling om påsken?

Samtidig med at man nok kan komme til at sige for lidt om påsken eller gøre fortællingen om opstandelse for flad – så er der også en risiko for, at vi falder i den anden grøft.

At vi bruger så store ord, at vi næsten ikke kan se os selv i dem. Og at ”opstandelse” ender med at blive et flot teologisk begreb, som vi bare ikke rigtig kan relatere til. Måske i bedste fald er det noget, vi tør håbe på, vil indtræffe engang efter vores død.

Jeg er selv af den opfattelse, at vi skal have det hele med – begge aspekter – når vi taler om opstandelse.

Jeg begyndte selv i det nære. I menneskelivet. I skæbnerne på Lolland-Falster.

Og jeg tror, at det er opstandelsesglimt, hver gang nogen, vi havde opgivet, rejser sig igen. Hver gang et håb, der var dødt, vækkes til live igen. Hver gang brudte mennesker løftes af et omsorgsfuldt fællesskab. Hver gang en sten bliver rullet fra et menneskes hjerte.

Så er det påskemorgens opstandelseskræfter, der rører på sig.

Og samtidig tror jeg på, at der er langt mere at sige end det. Og det skal vi især huske at forkynde for dem, der lige nu allermest mærker langfredagsmørket, og som inderligt længes efter påskemorgen.

At Kristus er opstanden, er ikke bare en erfaring, vi glimtvis kan have – eller ikke have – i vores menneskeliv her og nu. Det er en historisk kendsgerning, der en dag også skal blive en livshistorisk kendsgerning for os.

Alle de skæbner og situationer, der ikke bliver vendt. Alle de krige, der ikke bliver vundet. Alle de historier, der ender i mørket. Alle de sygdomme, der ikke bliver helbredt. Alle de liv, der før eller siden slutter i graven.

Også for dem – også for os – gælder det, at Kristus er opstanden – og at vi en dag skal opstå, som han opstod.

Vi har brug for at høre det fulde opstandelsesbudskab i dag. Både det lille og livsnære, der giver håb om, at situationer kan vende til det bedre, og at der kan opstå glæde der, hvor der lige nu er sorg og smerte.

Men så sandelig også det store opstandelsesbudskab om, at alt – ja, vitterligt alt – skal blive godt igen en dag, fordi Kristus er opstanden og én gang for alle har besejret dødens magter.

—

Det er med det fulde og hele opstandelsesbudskab, vi må gå fra kirke i dag.

Kvinderne bliver sendt afsted fra Jesu tomme grav for at dele budskabet med andre. Og vi hører, at de løber afsted med frygt og stor glæde.

Med frygt, fordi de trods alt stadig er mennesker og lever i en verden, der er utilregnelig. Jesu opstandelse har ikke ændret på det.

Men frygten ledsages nu af stor glæde. For de har mødt et budskab, der er større end deres frygt. De har set noget, som de nu altid kan gribe til og læne sig op ad, når frygten truer med at besætte dem.

Og det er også sådan, at vi må bevæge os videre fra påskedag og ud i vores liv. Og ud til de mennesker, som vi skal dele opstandelsesbudskabet med.

Vi kan ikke undgå at have en vis portion frygt med os. For vi ved, at der er meget, der kan gå galt. Meget, der kan gøre ondt. Meget, der kan ende skidt.

Men påskemorgen udruster også os med stor glæde, som skal hjælpe os til at holde ud, når frygten truer med at knuse vores tro og livsmod.

For påskemorgen fortæller os, at det i sidste ende ikke er frygten, der skal vinde, men glæden. Ikke ondskaben, men kærligheden. Ikke døden, men livet.

Graven er tom. Kristus er opstanden!

Og vi skal opstå med ham!

Amen

---

Prædiken til langfredag (II) – 3. april 2026

Vi har i dag med Grundtvig sunget om ”korsets gåde”.

Og det er netop korsets gåde, som vi er kommet til langfredagsgudstjeneste for at beskæftige os med.

En gåde, der ikke kun skal løses med hovedet, men også med hjertet. Og en gåde, som vi aldrig må blive færdige med at lade os udfordre af.

—

På forsiden og på bagsiden af gudstjenesteprogrammet har jeg placeret to kors som et billede på, hvordan man helt konkret kan arbejde med korsets gåde.

Korsene er fra den koptisk-ortodokse tradition i Egypten.

Man kalder dette særlige kors for et iota-kors. Iota er det niende bogstav i det græske alfabet og det første bogstav i Jesu navn.

Ligesom i alle andre kristne kirker har korset også i den koptiske kirke en helt central betydning.

Og man gør en dyd ud af at gå til korsets gåde med langsommelighed og eftertanke.

I den koptiske tradition er det at male et iota-kors en tidskrævende åndelig disciplin. For kopterne dekorerer ikke bare korset – nej, mens de maler, hengiver de sig til korsets mysterium.

Hver enkelt farve, som de lægger på korset, får en symbolsk betydning.

Den røde farve er kærlighedens og blodets farve – og fortæller den del af korsets historie, der handler om betingelsesløs kærlighed. Gud giver sig selv til os, mens vi endnu er syndere.

Den gule farve i korset symboliserer Guds nærvær i vores jordiske liv. Frelse er ikke kun engang at komme i himlen, men også at erfare Guds nærvær i dette liv.

Den hvide farve i korset er renhedens farve og fortæller, at det ikke bare er et menneske, der hænger på korset langfredag, men Gud selv. Den hvide farve kan også minde os om, at selv i det dybeste mørke, er Gud til stede med sit lys.

Den blå farve i korset (som vist ikke er så tydelig her i gudstjenesteprogrammet) er nådens farve, der forkynder, at frelsen aldrig kan være andet end en gave – det er noget, vi ikke selv kan bringe i stand, men blot må tage imod.

Den grønne farve udvider vores forståelse af frelsen. Frelsen er ikke bare en gave til mennesket, men til hele skabningen – naturen og alt, der omgiver os.

Endelig har mange af disse iota-kors en sort kontur. Den sorte farve er loven, som fastholder os i vores grundlæggende forpligtelse over for Gud og over for hinanden.

På den måde – når koptisk-ortodokse kristne maler et iota-kors – får de mulighed for at dvæle ved en række forskellige betydninger af korset og af frelsen.

—

Her på vores breddegrader kender vi ikke på samme måde til denne tradition med at dekorere kors i bestemte farver. Men også hos os er korset kirkens allervigtigste symbol.

Ja, det er måske i virkeligheden et symbol, der er blevet så selvfølgeligt for os, at vi nogle gange næsten kan glemme at spekulere over dets betydning.

Eller vi kan komme til at lukke os om én bestemt betydning og forsømme at lade korset udfordre os og åbne vores sind for andre betydninger.

Men når vi kommer sammen til langfredagsgudstjeneste, som vi gør det i dag, er det en oplagt anledning til at bruge tid på at meditere over nogle af de forskellige betydninger, som korset har.

—

En dominerende forklaring af korsets betydning i vores vestkirkelige tradition har været billedet af en retssal.

Her sættes frelsen ind i en juridisk forståelsesramme, hvor retfærdighed bliver det altoverskyggende nøgleord.

Vi sidder på anklagebænken, dommeren er Gud, og frelsen består i, at Jesus tager den straf på sig, som vi egentlig stod til at få.

Billedet har tydelige bibelske rødder. Også i de tekster, som vi har hørt i dag – blandt andet fra Esajas:

”Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vores synd. (…) Herren lod al vor skyld ramme ham.”

Har man været på en anklagebænk, kan man nemt sætte sig ind i den lettelse og den overraskelse, det ville være, hvis en anden pludselig var trådt ind i retslokalet og havde påtaget sig straffen for det, som man selv havde gjort. Der et noget frisættende ved den tanke!

Alligevel kan dette juridiske billede af frelsen ikke stå alene.

Ligesom kopterne ikke maler hele korset i én enkelt farve, men lader forskellige farver supplere hinanden, sådan må vi også gøre det i vores forståelse af frelsen.

Et andet vigtigt billede på frelse – som også har tydelige bibelske rødder – er frelse i forståelsen: genoprettelse af relationen mellem Gud og mennesker.

Her er vi ikke i den juridiske verden, men i relationernes verden. Her er det ikke retfærdighed, men kærlighed, der er overskriften.

Og Gud er her ikke en dommer, der anklager os, men en kærlig far, der savner os.

Jesus er ikke en syndebuk, der tager en straf, som vi skulle have haft. I dette billede af frelsen er Jesus at forstå som Guds uforbeholdne udstrakte hånd eller favntag.

Jesus er sendt i kærlighed til verden for at genoprette relationen mellem os og Gud.

Han bevæger sig dybt ind i vores menneskelige virkelighed fra fødsel til død for at nå os. Og selv ikke vores modstand og vores ondskab kan forhindre Gud i at elske os.

Det er dette billede af frelsen, som vi også kender fra lignelsen om den fortabte søn.

Faderen kommer sønnen i møde trods alle sønnens dumheder og fejl. Faderen kommer ham i møde – ikke med dom i tankerne – men med længsel efter igen at dele hus og hverdag med ham, der var blevet væk.

Vi møder også det relationelle aspekt ved frelsen i nogle af de bibeltekster, som vi har hørt i dag.

Jesus bruger på korset – kort før sin død – kræfter på at føre sin mor og en af sine disciple sammen.

Og han bruger kræfter på at fortælle en tilfældig forbryder, at han skal være med ham i Paradis.

Det er ikke et juridisk regnestykke, Jesus her prøver at få til at gå op. Nej, det er en passioneret elsker, der drevet af kærlighed ønsker at genoprette alle brudte relationer.

Korset bliver tegnet på, at relationen mellem Gud og mennesker nu er genoprettet. Korset skærer det ud i pap, at selv ikke den handling at dræbe Gud kan forhindre Gud i at elske os.

Korset fortæller os, at intet menneske længere er overladt til sig selv. Hverken den smerte, andre har påført os – eller den smerte og skyld, som vi selv har været årsag til – kan skille os fra Gud.

Og korset bliver samtidig også et kald til os om at gå ud og styrke og genoprette relationerne til de mennesker, som vi selv er sat iblandt.

For vi skal ikke længere bruge krudt på at retfærdiggøre os over for Gud. Den kamp har Jesus taget for os.

I stedet skal vi bruge vores energi på at bringe den kærlighed, som korset vidner om, videre til den verden, som vi lever i.

—

Korsets gåde bliver vi aldrig færdige med at meditere over. Det rummer altid flere dybder, farver, lag og indsigter, som vi kan bruge hele livet på at pakke ud.

Men samtidig med at korset rummer uendelige facetter og betydninger, begynder og slutter korsets mysterium altid med ét centralt ord, nemlig frelse.

Det er i det ord, at alle vores forståelser og indsigter må tage sit afsæt. Og det er i det ord, det hele må lande.

Korset er vores stærkeste symbol på frelse. På at vi har en Gud, der har grebet ind i vores liv og i vores verden, og som har reddet os fra undergang og død.

Langfredag er kulminationen på første kapitel af frelseshistorien. Den historie, der begyndte i julen, med at Gud sendte sin søn til vores verden. På korset er det fuldbragt. Jesus har nu gået hele vejen.

På søndag venter andet kapitel. Stoppede det ved korset, var frelsen god, men ikke virkelighedsforvandlende. Så havde vi fået trøst, indlevelse og medlidenhed fra Gud, men vi var ikke blevet befriet fra selve smerten.

På søndag skal vi høre fortsættelsen – det vidunderlige påskeevangelium om, at Jesus ikke bare kom for at lide med os, men for at overvinde selve lidelsens årsag.

Vi ved, at det kommer. Men i dag vil vi stå stille ved korsets gåde og som de koptiske kristne lade vores øjne vandre fra farve til farve på det kors, der altid rummer mere, end vores hjerner og hjerter kan fatte.

Amen.