Browsed by
Month: januar 2023

En ørken er et håbløst sted

En ørken er et håbløst sted

Som led i et større salmeprojekt har jeg skrevet en salme til trinitatis søndag. Den tager udgangspunkt i ørkenoplevelsen.

Trinitatis søndag (1. tekstrække) lytter vi til den dramatiske læsning fra Fjerde Mosebog 21,4-9 om israelitternes utålmodige ørkenvandring, slangeangrebet og kobberslangen, som Moses sætter på en stang, og som israelitterne skal rette deres blik mod for at beholde livet.

Historien danner ramme for den trinitatissalme, som jeg netop har skrevet. Her forsøger jeg at bruge ørkenhistorien som et billede på den tilstand af håbløshed, som mennesker også i dag kan havne i.

En ørken er et håbløst sted,
vi alle kan havne i.
En nat kan blive ved og ved,
når tankerne slippes fri.
Forbarm dig – sæt en kobberstage
med nattelys på ørkendage.

Den søvnløse nat – som vi møder i evangelieteksten, der skildrer samtalen mellem Jesus og Nikodemus (Johannesevangeliet 3,1-15) – optræder i salmen som et andet billede på håbløshed.

I ørkenen blev israelitterne frelst ved at kigge på kobberslangen, mens Nikodemus oplever, at der er en åben dør, han kan banke på, og hvor han kan få svar på sine spørgsmål.

Hver af salmens fire vers slutter med en bøn: Forbarm dig! Når vi går rundt i en ørken eller oplever søvnløse nætter, så er det nogle gange kun bønnens råb, der er tilbage.

Du skabte verden i et brag
af overflodskærlighed.
Du skaber også denne dag,
men slangerne hænger ved.
Forbarm dig – kom og døm os frie,
så vi igen kan se dit rige!

Salmen er skrevet til trinitatis søndag, hvor vi fejrer den treenige Gud. Derfor er der også et vers til hver af personerne i treenigheden: Fader, Søn og Helligånd.

Vi søger et oase-stop,
en dør vi kan banke på,
et åndehul til sjæl og krop,
et sted vi tør gå i stå.
Forbarm dig – lad nu regnen falde
og Ånden suse i os alle.

Det er Torsten Borbye Nielsen, der har skrevet den smukke melodi til salmen. Gå ind på salmeoversigten for at finde tekst, noder og lydfil til salmen.

Den faste, jeg ønsker …

Den faste, jeg ønsker …

Jeg har skrevet en ny fastesalme: “Den faste, jeg ønsker, er”. Og Kristian la Cour har endnu engang leveret en smuk melodi.

Den faste, jeg ønsker, er,
at du løser de gnavende lænker
og kæmper for menneskers frihed,
at du deler af det, som jeg skænker.
Da skal dit lys bryde frem!

I år begynder fasten onsdag den 22. februar. Selvom det at faste ikke er så udbredt i en folkekirkelig tradition, kan fastetiden godt være en fin anledning til at reflektere lidt dybere over vores forhold til Gud og til vores medmennesker.

Som led i et større trinitatis-projekt har jeg netop skrevet en ny salme til første søndag efter trinitatis, og selvom trinitatis-perioden ligger et stykke ude i fremtiden, kan salmen godt synges snart – for den passer også fint til fastetiden.

Salmen læner sig op ad søndagens læsninger og særligt læsningen fra Esajas’ Bog 58,5-12. Den første og sidste linje i hvert vers er direkte citater fra teksten – dog med et twist i salmens allersidste linje, hvor vi får lov at slutte i Guds lys.

I sidste vers tales der direkte om Guds kærlighed med inspiration fra epistelteksten: Første Johannesbrev 4,16b-21:

Den faste, jeg ønsker, er,
at du hører min kærlighed kalde
og ser, at du altid er elsket,
at du fatter, at det er I alle.
Da skal mit lys bryde frem!

Kristian la Cour har skrevet en smuk melodi til salmen. Klik her for at komme til salmeoversigten, hvor det er muligt at finde tekst, noder og lydfil til “Den faste, jeg ønsker, er”.

De alt for smukke sange

De alt for smukke sange

Må min tunges alt for smukke sange
blive stille, så jeg hører dig.
Må dit ord, som lød den første morgen,
synge harmonier frem i mig.

Denne salme er inspireret af en linje fra Søren Ulrik Thomsens digtsamling Nye digte (1987):

“Jeg er træt af min egen forsølvede tunges uhyggeligt skønne sange, jeg længes efter en større, en næsten uhørlig musik.”

Salmen beskriver skabelse, inkarnation og troens virkelighed i et musikalsk sprog. Det er salmens bøn, at Guds musik må få lov at trænge igennem til den syngendes liv og verden.

Gud, jeg takker dig for evigheden,
der tangerer tiden gang på gang.
Selvom jeg blot er en lille tone,
må jeg indgå i din store sang.

Kristian la Cour har skrevet en meget smuk og enkel melodi til salmen. Se herunder hans indspilning!

Hele salmeteksten, noder og lydfil kan hentes her!

Ny julesalme

Ny julesalme

Der er født et barn lige her i min verden
som en håbefuld himmelsk besked.
Nu sover du roligt blandt frygtsomme voksne
og alle, der har brug for din fred.

Et barn er født – ikke bare i Betlehem, men i min verden.

I salmen får vi lov at stå ved den lille barneseng og forundres, tænke og tro. At Guds kærlighed er født ind i verden får betydning for de trætte og plagede – ja, selv for de døde. Og det får betydning for mig, der drages ind i et intimt skæbnefællesskab med Jesus.

I salmen er der blandt andet referencer til juleevangeliet ifølge Lukas, den Esajas-profeti, som lyder i kirkerne juleaften og Matthæus-evangeliets oplysning om, at barnet skal hedde Immanuel, der betyder: Gud med os.

Teksten og melodien er blevet til i løbet af efteråret 2022. Torsten Borbye Nielsen har skrevet den smukke melodi – se indspilningen herunder. Bemærk at teksten er ændret en smule i nogle af versene siden denne indspilning!

Find tekst og noder til sangen her!